bilpriser.dk

Plug-in biler vinder på økonomi

Plug-in biler vinder på totaløkonomi viser dugfrisk analyse.

Hyundai IONIQ er billigste elbil med 2,74 kr. pr. kilometer og blligste opladningshybrid med 2,65 kr. pr. kilometer. Hyundai IONIQ er billigste elbil med 2,74 kr. pr. kilometer og blligste opladningshybrid med 2,65 kr. pr. kilometer.

Af Hans Uffe Christensen
 
Der er næppe mange købere af elektriske biler, hybridbiler eller opladnings hybrider (plug-in hybrider), der køber en miljørigtig bil udelukkende af økonomiske årsager. Og man skal da også være forberedt på, at en bil, der udelukkende kører på el, koster mere i totaludgifter end en tilsvarende model i benzin eller hybriddrift.

Især ser det ud til at biler, der både kan oplades i stikkontakten og køre på benzin/diesel – de såkaldte opladningshybridbiler, præsterer en fornem totaløkonomi. Pluginhybriderne i denne analyse slår alle motor-varianter af sammenlignelig model. I nogle tilfælde endda med meget stor margin.

Det viser en dugfrisk analyse fra bilvurderingsportalen Bilpriser.dk. Analysen tager udgangspunkt i en række asiatiske biler, der fås i flere udgaver med hensyn til drivlinje. De meget dyre luksusbiler med hybrid- eller el-drift, har vi udeladt.

Et godt eksempel på en konkurrencedygtig plug-in  bil er Kia Niro, der som opladningshybrid koster 2,84 kr. pr. kilometer alt indregnet undtagen forsikringsudgiften, der varierer fra person til person.

Køber man Niro som almindelig benzinbil med sammenlignelig motorydelse stiger kilometerprisen til 3,36 kr. Over fire år lander opladningshybriden på i alt 227.071 kroner i totaludgift, mens ejeren med benzinmotor må afsætte 260.583 kr. til bilhold. Med andre ord en forskel på betragtelige 33.512 kr. i opladnings-hybridens favør.
 
Værditab
Forklaringen kommer i tre dele. Plug-in-bilen koster ca. 9.000 kr. mindre i brændstof, den er nogle tusinde kroner billigere i indkøb på grund af afgiftsbegunstigelse, og så nyder den godt plug-in bilernes  gode gensalgsværdi. Værditabet er hele 22.000 kr. lavere end for benzinbilen.

Nogle få bilmodeller som f.eks. Hyundai IONIQ fås med frit valg mellem almindelig hybrid, plug-in-hybrid og fuld el-drift. Også her sejrer plug-in hybriden markant med en kilometerpris på 2,65 kr. alt indregnet, mens almindelig hybrid og fuld el-drift koster henholdsvis 221.663 kr. og 219.101 kr.

Forskellen på den almindelige hybrid uden opladning og plug-in hybriden er over fire år 9.966 kr. Elbilen, der udmærker sig med en ret lav pris er en bagatel efter plug-in hybriden, der i øvrigt koster nøjagtigt det samme som den almindelige hybrid i anskaffelse.
Det begynder at ligne en triumf for plug-in udgaverne, så vi kigger over til Toyota for at sammenligne totaløkonomien for Prius-modellen med almindelig hybrid contra plug-in. Her er der virkeligt noget at spare ved at køre med benzin og opladning. Kilometerprisen for den almindelige hybrid er 4,25 kr. I plug-in hybriden 3.10 kr.  Over fire år med alt indregnet bliver det til en forskel på hele 92.608 kr. i opladnings-bilens favør.
 
Svært at sammenligne
Kigger vi på modeller, der både fås med almindelig hybrid eller ren benzindrift er forskellene langt mindre. Tre Toyotas-modeller fås med frit valg mellem benzin og almindelig hybrid.

Corolla koster nøjagtigt det samme uanset valg af driftsform. Yaris er to øre billigere som ren benzinbil, mens RAV 4 er en øre billigere som hybridbil.

Rene elbiler er ikke konkurrencedygtige.  I analysen er de altid dyrest i drift med de indlagte forudsætninger og, elpriser, kilometertal, abonnementpris på ladestation osv.  Bilpriser har sat strømmen til den gennemsnitslige pris fra stikkontakten på 2,10 kr. pr. kWh plus et abonnement til ladestation på 2.400 kr. Man skal jo også kunne lade på længere ture.

I følge de officielle forbrugstal kører plug-in hybridbiler urealistisk langt på literen, fordi  der regnes med langt større andel på ren el end almindelige brugere praktiserer. Vi har med udgangspunkt i vore egne erfaringer fra mange testbiler estimeret plug-in hybridbilens brændstofforbrug til 80 pct. af forbruget for en benzin-variant.

Download hele analysen her!

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.