Tusindvis af danskere nyder i øjeblikket efterårsferien under varmere himmelstrøg sydpå, men det er ikke altid kun glædelige ferieminder og souvenirs, vi slæber med os hjem fra rejsen.
Hvis du én af dem, som af praktiske årsager skubber din kuffert ind under sengen, så der er mere plads at boltre sig i på hotelværelset, eller du f.eks. ynder at smide dit tøj oven på hotelsengen, så kan du nemlig komme til at transportere en god omgang blodsugende tæger med hjem til Danmark, hvilket hurtigt kan vise sig at blive en rigtig dyr affære.
Det advarer forsikringsselskabet IF om i en pressemeddelelse.
Ifølge virksomheden Anticimex, som beskæftiger sig med skadedyrsbekæmpelse, er vi i langt højere grad udsat for at få væggelus med hjem i vores boliger, når vi har overnattet på netop hoteller eller i andre udlejningsboliger.
Der har således været en markant vækst i antallet af sager med væggelus på både hoteller og hos private i Danmark, og faktisk står der så grelt til, at udviklingen i de seneste år er steget fra nogle få henvendelser om måneden til flere om ugen.
- Stigningen skyldes især, at folk rejser meget mere i dag end tidligere. Risikoen for at få væggelus med hjem er til stede alle vegne - også på de pæne hoteller. Og de er lige udbredt i Europa som i andre dele af verden, for det er os mennesker, der fragter dem rundt, forklarer Birgitte Ringbæk, informationschef i If.
Ulrik raser over sin skiferie: 'Der stank af muggen ost'
Så dyrt kan det blive
Og det er bestemt ikke den lille pengepung, man skal have frem, hvis man slæber de ofte 5-6 millimeter lange blodsugende væggelus med hjem, for ifølge If kan en behandling nemt koste omtrent 50.000 kroner, og det er langt fra alle forsikringsselskaber, der dækker denne udgift.
Derfor råder If til, at man selv tjekker op på sit feriested, inden man booker sin rejse, samt at man undersøger, om ens forsikringsselskab dækker, hvis uheldet er ude.
- Tjek andre gæsters anmeldelser på nettet, og om de har oplevet problemer med væggelus. Det engelske ord er bed bugs, lyder det fra Birgitte Ringbæk, som fortsætter:
- Væggelus er først de seneste 5-10 år blevet et problem herhjemme. Derfor tager mange hus- eller indboforsikringer fortsat ikke højde for disse skadedyr. Vores anbefaling er helt klart, at danskere, der skal ud at rejse, udover en god rejseforsikring, tjekker om deres forsikring dækker behandling og rengøring mod væggelus.
Væggelusene kommer typisk med hjem fra ferien ved at være endt i kufferter, tasker eller tøj på feriestedet. Herfra spreder de sig ud i hjemmet og gemmer sig, hvor mennesker og dyr opholder sig og kommer frem for at suge blod, når de har brug for at spise.
Herunder kan du læse, hvordan du minimerer risikoen for væggelus på ferien: